”Jeg har seks ugers sommerferie, så jeg vil gerne bruge et par af ugerne på noget fornuftigt. Og jeg synes, at emnet om kulturmøde i sundhedsvæsenet er rigtig interessant og relevant. Det er et emne, vi ikke har haft så meget om på mit studie endnu, men jeg vil gerne føle mig bedre rustet på det område, inden jeg snart skal i klinik på Skejby Sygehus,” siger 25-årige Lærke Gaardsvig Kjeldsen, der startede på jordemoderuddannelsen, University College Nordjylland i februar i år.
Teori kombineres med praksis
Sommerskolen er i 2011 udvidet fra en til to uger og finder sted på den nybyggede campus for VIAs sundhedsuddannelser; Campus Aarhus N., VIA University College. Overskriften for denne første uge er teoretisk undervisning, studieture og sociale arrangementer. I næste uge kommer det til at handle om klinisk undervisning med studieture i praksis, hvilket er et nyt tiltag fra planlæggernes side.
”Jeg synes, at det er en rigtig god ide, at vi får mulighed for at komme ud i praksis og besøge blandt andet Bazar Vest, Kvindemuseet og et lokalcenter. Personligt synes jeg, at sundhedsfremmende arbejde blandt ældre med anden etnisk baggrund end dansk er rigtig spændende,” siger Maria Hammer Nielsen, der er 24 år og til februar næste år bliver færdig med sit studie på sygeplejerskeuddannelsen i Thisted, VIA University College.
Hun skal i gang med modul 13 efter sommerferien og kan med sommerskolen i bagagen få merit for to ugers teoretisk undervisning.
Godt samarbejde med Aarhus kommune
Sommerskolens studiebesøg i praksis omfatter besøg på blandt andet Sundhedscenter Aarhus samt lokalcenter Hasle Gellerup og Toftegården, hvor de studerende skal deltage i en workshop om ældre etniske minoriteter i Aarhus Kommune.
Karen Bro Aaen, adjunkt ved sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus, VIA University College og projektkoordinator for sommerskolen er rigtig glad for samarbejdet med Aarhus Kommune, der betyder, at de studerende kommer til at opleve en umiddelbar kobling mellem teori og praksis.
”Vi har valgt at udvide sommerskolen med studiebesøg, fordi tidligere studerende har givet udtryk for, at de gerne vil ud og se, hvordan teorien anvendes i praksis. VIA har i forvejen et godt samarbejde med Aarhus Kommune omkring klinikpladser til studerende fra VIAs sundhedsfaglige uddannelser, så derfor var det naturligt at udvide samarbejdet til også at omfatte sommerskolen. Vi skal blandt andet besøge Sundhedscenter Aarhus og Sundhedscenter Aarhus Vest, der arbejder meget tværprofessionelt, og hvor de ansatte vil fortælle om deres erfaringer med kulturmøder, og hvilke konkrete udfordringer det giver i netop deres hverdag, ” fortæller Karen Bro Aaen.
Fakta om sommerskolen
Sommerskolen er for studerende på de mellemlange sundhedsuddannelser. Dvs. kommende sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykomotoriske terapeuter, bioanalytikere, radiografer og studerende på ernæring og sundhedsuddannelsen. Sommerskolen giver merit for 2 uger for studerende på modul 13 og 3 ECTS-point for øvrige studerende.
Sommerskolen 2011 finder sted på det nye Campus Aarhus N i uge 33 og 34.
Temaet er kulturmødet i sundhedsvæsenet, da sundhedspersonale møder en række kulturer i arbejdet, som de skal lære at agere i. Det kan ske i mødet mellem de to køn, mellem forskellige aldersgrupper, mellem professioner og ikke mindst mødet mellem borgere og personale med forskellig etnisk baggrund.