VIA University College har ”adopteret” 1.a på Tørring Gymnasium, så klassen kan få et indblik i, hvordan matematik og fysik bliver brugt på en ingeniørhøjskole. Senest har eleverne taget forskud på matrice-regningens fornøjelser i et kort undervisningsforløb, som blev afsluttet med en hel dag på VIA University College i Horsens, hvor eleverne skulle bruge deres nyvundne viden til at designe et stærkt og aerodynamisk cykelhjul.
Idéen med at lade gymnasieeleverne prøve kræfter med ingeniørkunsten er at give dem en forsmag på, hvordan de senere kan bruge den grundlæggende matematik og fysik. Og at dømme efter elevernes respons, så virker det.
”Vi kan se, at det, vi bruger tid på, kan bruges til noget, og så bliver man mere motiveret for at lære det. Man får mere ud af undervisningen på den måde,” siger 17-årige Jeppe Tilbæk fra 1.a.
Den bedste øjenåbner
For VIA University College ligger motivationen i at nære gymnasieelevernes interesse for de naturvidenskabelige fag, fortæller Kim Rask Petersen og Jon Svenninggaard, som er undervisere på maskiningeniøruddannelsen på VIA University College.
”Vi vil gerne give dem noget begejstring og vise dem, at det kan være sjovt at arbejde med matematik og fysik. Vi tager fat i nogle ting, som de ikke er vant til at arbejde med – som for eksempel design og styrkeberegning – og de oplever, at man faktisk kan nå langt på kort tid. De ser noget teoretisk gymnasialt stof brugt i praksis, og det er ofte den bedste øjenåbner,” siger Kim Rask Pedersen.
Da eleverne fra Tørring besøgte VIA og blev kastet ud i design- og beregningsopgaven, fik de hjælp af fire maskiningeniørstuderende, deriblandt Nanna Nielsen, som er i gang med andet semester.
”Vi fik også selv noget ud af det, for man lærer en del af at prøve at lære fra sig. Desuden har jeg jo også selv gået på gymnasiet og ikke vidst, hvad jeg ville, så det er sjovt at kunne give dem et indtryk af, hvordan man arbejder som maskiningeniør,” siger Nanna Nielsen.
En krog til viden
Lone Brun Jakobsen er fysiklærer i 1.a, og hun mener, at samarbejdet med VIA har været en rigtig positiv oplevelse.
”Vi har virkelig følt os ’adopteret’ og er blevet taget godt imod. Først og fremmest har det givet os mulighed for at give eleverne et klart svar på det spørgsmål, som de nogen gange stiller til den daglige undervisning: ’hvad skal vi bruge det til?’ Vi kan jo sagtens sige det, men det givet noget andet, når en maskiningeniør selv fortæller det. Desuden har mange elever brug for en konkret krog at hænge deres viden op på, og det har de fået her,” siger Lone Brun Jakobsen, som håber, at samarbejdet kan fortsætte i 2. og 3.g.
Ét sted har samarbejdet allerede tændt en gnist, nemlig hos Jeppe Tilbæk.
”Jeg har nok hele tiden haft en idé om, at jeg gerne vil noget ingeniør-agtigt, men efter det her har maskiningeniør-uddannelsen i hvert fald fået et klart plus,” fortæller han.
For yderligere oplysninger kontakt:
Kim Rask Petersen, underviser på maskiningeniøruddannelsen, VIA University College. Tlf.: 8755 4224
Lone Brun Jakobsen, lærer på Tørring Gymnasium. Mail: lb@tag.dk