Studiemiljø
Halvdelen af vores studerende tager uddannelsen over nettet, og møder kun i Ranum en gang om måneden. Det betyder, at der som regel er stille først på ugen, men at huset til gengæld er fuldt af mennesker torsdag - fredag. Studiecaféen holder åbent og det er tit her, vi holder arrangementer som Ranumdage eller en af vores sportsturneringer i volley eller Ranumklassikeren Indiaka. De netstuderende overnatter i nethotellet og finder selv på forskellige arrangementer om aftenen, for eksempel fællesspisning med bålmad, har filmaften med mere eller mindre faglige film eller tager måske ud og bowler sammen.

Når vi siger velkommen til de nye studerende eller tager afsked med dimittenderne, går det ikke stille af. Vi sætter en uge af til at omdanne huset til en festplads, ud fra et tema, de ansvarlige studerende selv bestemmer, og de forbereder en forestilling med alt fra kostumer til musik.