Pædagogens arbejdsplads
Som uddannet pædagog har du utallige arbejdsområder at vælge imellem. Den pædagogiske målgruppe er bred - det betyder, at du kan arbejde med mennesker:
I alle aldre - fra fødsel til død
På forskellige funktionsniveauer - fra velfungerende børn, unge, voksne og ældre til mennesker, der skal have hjælp til det meste såvel fysisk som psykisk
På vej ind i samfundet - den tidlige opdragelse, dannelse, udvikling, socialisering og læring for børn og unge
På vej ud af samfundet - marginaliserede og udstødte
På kant med samfundet - begyndende kriminelle og udadreagerende
Fra andre samfund og kulturer - etniske grupper eller enkeltpersoner med eller uden tilpasningsproblemer
Indenfor de sidste 10 år har den pædagogiske arbejdsplads udviklet sig betydeligt.
Langt de fleste arbejder stadig i traditionelle institutioner — fx vuggestuer, børnehaver, skolefritidsordninger, fritidshjem, døgninstitutioner for børn og unge med videre.
Men der er kommet en lang række nye arbejdspladser til.
Som færdiguddannet pædagog kan du fx få arbejde i:
Daginstitutioner, i belastede miljøer som socialarbejder, i kriminalforsorgen, fritidshjem og SFO'er, specialklasser, døgninstitutioner, med fysisk og psykisk handicappede børn, unge og voksne, plejehjem og mange flere områder.