"Tæt på brugerens eget miljø"
Praksisnære undervisningsformer - i naturen, i byrummet og på institutioner.
- med linjefaget værksted, natur og teknik.
På linjen vil en stor del af undervisningen i alle uddannelsens fag, foregå i rammer der minder om den pædagogiske arbejdsplads. Det kan være udenfor i naturen, i byrummet eller på specielle institutioner der er knyttet til linjen. På linjen lægges særligt vægt på, hvordan omgivelser og miljøer påvirker læreprocesser, og den daglige undervisnings form vil variere meget. Du skal være parat til at undervisningen kan foregå i Århus og omegn. Der vil selvfølgeligt også være projektperioder og undervisningselementer hvor din undervisning foregår på eller ved seminariet.
Der vil være flere forløb hvor undervisningen flyttes væk fra seminariet over flere dage, hvor flere fag bidrager til samme undervisning. Du kan blive undervist i uddannelsens fag i storbyen, på en institution for unge eller i seminariets udendørs klasselokale. De studerende inddrages i planlægningen af specielle forløb på linjen.
Det tætte samarbejde mellem alle fag vil betyde, at de der går på linjen vil arbejde tæt sammen gennem de syv semestre, og at alle undervisere vil inddrage det særlige sigte gennem hele uddannelsen. Linjen følger i øvrigt seminariets studieordning.
Gennem linjefaget værksted, natur og teknik inddrages nogle af de områder i pædagogers arbejdsfelt, hvor pædagoger ofte er sammen med børn eller unge i andre miljøer. På linjen arbejdes med at inddrage mobile medier i mange arbejdsprocesser, fx gennem brug af mobiltelefoner, GPS, foto, video mv. Pædagogisk arbejde i naturen indeholder ture med overnatning i naturområder, og værksteder af forskellig karakter kan etableres fleksibelt på forskellige måder i landskabet, ligesom det ofte praktiseres blandt pædagoger.