FAQ - ofte stillede spørgsmål
Skal man være computernørd for at læse til lærer?
Computeren er uundværlig i læreruddannelsen og i skolen. Derfor er det vigtigt, at du har basale it-kompetencer inden du begynder på din læreruddannelse, men nørd skal du ikke være. Det forventes at du kan tekstbehandle, bruge mail, og at du er i stand til at søge informationer på nettet.
It er ikke et fag i læreruddannelsen, men it er integreret i fagene.
It integrationen understøttes af portalen ”Skole-it for lærerstuderende”. Når du kan dokumentere erfaringer og kompetencer fra dine fag og praktik, kan du gennem Skole-it indstille dig til vurdering, og erhverve ”det it-pædagogiske kørekort”. Et dokument der til sin tid er godt at vedlægge eksamensbeviset.
[Skole-it for lærerstuderende]
Hvordan foregår undervisningen?
Der er mange måder du vil komme til at modtage undervisning på – lige så mange måder, som lærere bruger ude i skolen.
En del af undervisningen er lærestyret i form af forelæsninger og klasserumsundervisning, men rigtig meget af undervisningen foregår i samarbejdende fora i form af studiegrupper og gruppearbejde.
Du må også forvente, at dele af undervisningen kan foregå over nettet.
Der er megen skriftlighed i læreruddannelsen, men visuelle, kropslige, digitale og praktisk læringsmidler indgår også.
Kan man godt have arbejde som lærervikar ved siden af studiet?
Lærerstudiet er omfattende, du skal hente megen faglighed i løbet af studiets 4 år. For at få et godt studieforløb anbefales det, at du har så lidt erhvervsarbejde som muligt. Skal du have erhvervsarbejde, vil du i et lærevikariat kunne få nogle erfaringer, som du kan bringe med ind i uddannelsen.
Er der mødepligt?
Du har pligt til at deltage og bidrage til undervisningen.
På 1. studieår er der mødepligt, og ligeledes er der mødepligt til praktik gennem hele uddannelsen.