Det gav et sug i maven den allerførste gang…
”Altså, jeg var da nervøs. Det er da klart. Jeg skulle jo stå i undertøj over for en masse mennesker. Så de på mig? Lagde de mærke til min uheldige delle? Men jeg skulle jo bare gøre det. Og så tog jeg den professionelle maske på, og så lå jeg pludselig der på briksen – kun iført undertøj og blev masseret af en klassekammerat for første gang. Det var både svært – og ganske let”.
Sådan beskriver 24-årige Rebekka Jakobsen fra fysioterapeutuddannelsen i Holstebro situationen, da hun for første gang skulle stå halvnøgen – i bogstaveligste forstand – i en læresituation. Omkring hende var omkring 40 andre studerende i samme situation. ”Men det gælder jo bare om at trække vejret dybt. Samtidig mærkede jeg også en enorm respekt fra alle sider.
Det gjorde egentlig det grænseoverskridende ganske let at håndtere”, fortæller Rebekka Jakobsen. At nogle studerende med lavt selvværd over egen krop havde ekstra svært ved at tackle den situation er selvklart. ”Men der er ikke noget at gøre. Vi er nødt til at øve os på hinanden, derfor skal vi jo igennem det, og berøre hinanden. Jeg havde naturligvis sørget for at tage det rigtige undertøj på til den første dag. For det du´r jo ikke, at du kommer i lille g-streng og en gammel BH netop sådan en dag”.
Rebekka Jakobsen kunne godt mærke nervøsiteten hos sig selv og omkring hende, men samtidig var der også den nødvendige respekt for faget, som gjorde det naturligt. ”Folk havde jo sagt forud, at ”tør du da det?”, men da først virkelighedens time indtraf, var det jo bare naturligt at gøre. Jeg er jo fysioterapeutstuderende – og den slags gør vi jo”, siger Rebekka Jakobsen.
Rebekka har tidligere gjort sig som lægeeksamineret massør, derfor var det lettere da det blev hendes tur til at massere. Men hun havde dog ikke prøvet at være sammen med så mange andre kun iført undertøj… ”Vi fik at vide, at vi i starten bare skulle massere, som vi nu syntes. Og da jeg mærkede huden mellem hænderne, føltes det hele ganske naturligt.
Naturligvis kiggede jeg væk, da den anden smed tøjet, men alt i alt var det en rigtig god oplevelse”, siger Rebekka Jakobsen. Længere henne i uddannelsen kan hun kun trække på smilebåndet over det kildrende sug i maven over ’den første gang’. ’Nu føles det nærmest helt naturligt, når vi studerende vader rundt mellem hinanden kun iført undertøj,’ slutter Rebekka
Af Preben Nyborg Madsen/Marianne Libak Iversen