Stak af som beskyttelse

Er de farlige? Er du aldrig bange? Er du nogensinde blevet overfaldet? Sådan lyder spørgsmålene ofte de første gange, når underviser og ergoterapeut Rikke Norup Sølvsten, møder de studerende. 11 års erfaring i at arbejde med sindslidende afliver de fleste af fordommene, til gengæld smitter engagementet.  

”Jeg forstår godt, at mine studerende i starten er utrygge og usikre på, hvad det vil sige at arbejde i psykiatrien. Men virkeligheden er jo, at psykisk syge – eller sindslidende som jeg helst vil kalde dem - er ganske fredelige mennesker. I hvert fald for det meste”. Rikke fortæller medrivende om sin tidligere hverdag som ergoterapeut i psykiatrien. Om helt almindelige mennesker, der på grund af depression,angst eller svære diagnoser som maniodepressiv, skitzofren eller borderline har haft behov for hendes hjælp. En af de mange histiorier, hun ofte fortæller sine studerende, handler om en cykeltur med en patient, som bare blev ved med at køre fra hende. Igen og igen - uden hun kunne hverken forstå, eller få ham til at holde op. Da hun dybt frustreret endelig fik en forklaring, viste det sig, at han kørte væk for at beskytte hende.

”Det var stemmerne i hans hoved der sagde, at han skulle skubbe mig ud foran bilerne. Men det ville han jo ikke. Derfor cyklede han fra mig! Alt hvad han kunne, for hvis han var langt væk, så kunne han jo ikke skade mig….”

Èn gang psykiatrien…
Egentlig har Rikke aldrig været i tvivl, interessen for psykiatrien har altid været der. Og da hun fik sin første job – i psykiatrien – vidste hun med det samme, at det var her hun hørte til.

”For mig er psykiatrien simpelthen det mest spændende, af alle vores mange fagområder”, lyder det. ”Som ergoterapeuter har vi både til opgave – men også tiden til - at tage hånd om de sindslidende på en anden måde end for eksempel psykiaterne og psykologerne. Vi ser dem ikke kun ½ time for at afgøre om medicinen skal sættes op eller ned. Vi er dem der sørger for struktur i hverdagen”.

Det skal give mening for den enkelte patient
Ingen mennsker er som bekendt ens. Derfor er det også vigtigt, at der er forskellige aktivitetsmuligheder, når målet er at engagere den enkelte patient. ”Nogle patienter er kreative, og så kan det at lave glaskunst sammen give langt bedre basis for god terapi, end hvis vi bare sad i sofaen og snakkede”, forklarer Rikke.  Andre patienter har mere lyst til sportslige udfoldelser, og så kan cykelture, gåture eller en tur i svømmehallen være det der skal til, for at få genskabt lysten til hverdagen igen. Også fælles madlavning i køkkenet er for mange en god oplevelse. ”Det handler om at få gang i noget, som giver mening for den enkelte patient”, forklarer hun. Og selvom det både kan være svært og tage lang tid, så er det en kæmpe sejr, hver gang det lykkedes..

”Det var fantastisk, da jeg endelig efter et halvt års tererapi og behandling kunne begynde at få øjenkontakt med en af mine skizofrene patienter. Et af sygdomstegnene hos skitzofrene er, at de ofte lukker sig inde i sig selv og har svært ved at skabe kontakt med andre. Men da først kontakten var skabt, kunne vi sammen komme videre og udarbejde en plan. Det gjorde en forskel”, husker hun.

Det hele værd
Det er desværre ikke kun solstrålehistorier, Rikke kan fortælle. Der er også historier om patienter der ikke klarer den, og om patienter hvor det mislykkedes at få en god og meningsfuld hverdag. Alligevel er Rikke er ikke i tvivl om, at arbejdet med de sindslidende patienter er fantastisk givende.

”Ligeså meget som jeg har givet, ligeså meget har jeg fået igen. Jeg synes det er tegn på tillid, hver gang en patient har lukket mig ind i sin verden. De oplevelser jeg har haft sammen med dem, har været med til at udvidde min horisont. Det er den viden, jeg nu formidler videre til mine studerende”.